Hvad er triatlon?
Triatlon består af tre discipliner: Svømning, cykling og løb. Man starter med at svømme, så cykler man, og til sidst løber man. Der findes forskellige distancer for triatlon, der strækker sig fra sprinterdistancen: 750 meter svømning, 20 kilometer cykling og 5 kilometer løb til en tredobbelt ironman, så der er noget for enhver smag.
Fysiske krav
Det kræver sit at træne sig op, så man er stærk til både at løbe, cykle og svømme. Det er tre meget forskellige discipliner, og der skal derfor en meget alsidig træning til, når man dyrker triatlon. Optræningen af éns fysik afhænger naturligvis af, hvilken distance og på hvilket niveau, man vil dyrke triatlon.
På den en side er der sprinterdistancen, der kan klares af mange (måske ikke i verdensrekord tid, men man kan da gennemføre den). På den anden side er der den tredobbelte ironman, der kræver en fantastisk fysik. Det handler slet og ret om, hvem du er, og hvor langt du er villig til at gå. Set i dette perspektiv, må triatlonsporten, og i særdeleshed ironman-distancen, betragtes som en ekstremsport eller en grænsesøgende sport.